Det er med en mærkelig snurrende fornemmelse i mellemgulvet at jeg skriver disse ord. Jeg er netop hjemvendt fra det ultimative fluefisker eventyr i Cuba.
Jeg har gennem mange år prøvet rigtigt meget godt tropisk saltvandsflue (der findes simpelthen ikke noget varmtvandsflue der er skidt), jeg har også prøvet noget virkelig godt, og enda noget fantastisk godt. Sidste uge må dog betegnes som det vildeste til dato. Fiskeriet var så godt, og oplevelserne så store at jeg dårligt ved hvor jeg skal starte. Det sikreste er nok at tage mine fiskeoplevelser i grove træk dag for dag:
Jeg var guide for et 12 mands GetAway Tours hold, hvor alle var dygtige fluefiskere, men for de fleste, var det tropiske fiskeri nyt.
Vi ankom til Havanna, Cuba i regnvejr…? Ugen forinden havde været historisk kold på Cuba med temperature ned under de 10 grader. På Cuba er det så koldt, at 32 mennesker faktisk døde af kulde i Havanna den uge…..!
Vi tog dog det gode vejr med os, og da vi om lørdagen fløj til fiskeparadiset Cayo Largo så var det i solskin og de forventelige 25 grader.
Søndag var en introdag hvor alle stiftede bekendtskab med turens primære bytte: Bonefish. Da bådende mødtes til frokost føj det rundt med herligt historier om skrigende hjul, tailende bonefish, og hvor mange meter tidligere ubrugt dansk bagline der pludselig var blevet våd. Jeg havde fisket sammen med svenske Lasse, der efter lidt indkøringsproblemer fik sine første bonefish. Om eftermiddagen prøvede vi lige lidt blindfiskeri i en rende. Det resulterede i en ca. 10 punds jack og en 30 punds Tarpon til undertegnede. Lasse fik ved samme lejlighed lagt fundementet til sin senere tennisalbue, da han efter megen tovtrækkeri fik en snapper på 4 – 5 kilo bragt ind til bådsiden. En fisk som han påstod var stærkere end den 18 kilos svenske laks han havde fanget for år tilbage.
Dagen topbåd blev foruden os Michael og Lars der landede omkring 30 bonefish hvoraf 2 var omkring de 8 pund – måske mere.
Jack – snapper og tarpon Tre fine fisk taget på samme baitfishflue indenfor 1 time
Mandag var en svær dag. Tykke skyer spærrede effektivt for solen og lyset, hvilket gjorde fiskeriet efter bonefish rigtigt svært. I vores båd droppede vi bonefishen og hyggede os gevaldigt med store 2 – 4 kilos snappere. En enklet haj på flue og en ordentlig bandit af en barracuda på spinnekæppen blev det også til. De øvrige både kunne berette om enkelt mindre tarpon og nogle få bonefish.
Tirsdag startede overskyet, med svært fiskeri til følge, men over middag klarede vejret op, og alle både fik gang i bonefish i flotte størrelser. Flere vadefiskede sig til deres første tailende bonefish. Som i mine øjne er den største udfordring. I baren tirsdag aften gik snakken lystigt om fiskeriet, men enkelte begyndt at klage over noget rumlen i maven….
Onsdag havde den rumlen spredt sig til det halv af holdet, og Gerhardt, der var hårdest ramt, måtte melde afbud til dagens fiskeri (han blev desværre så syg, at han måtte blive i sengen resten af turen). Vi andre drog dog afsted i fint men blæsende vejr. “Permit-time” sagde William som var Lasse og min guide. Permit er en fantastisk svær fisk. Jeg har fisket til den et utal af gange, men aldrig rigtig haft noget succes, så det var egentlig ikke med de store forventninger, at jeg steg på podiet og startede med at spejde efter denne, for mange saltvandsfluefiskeres, hellige gral. Vi stagede og stagede over kilometer af tilsyneladende fisketomme flat’s. Jeg var tæt på at give op, men William så koncentreret ud, så jeg holdt klogeligt min mund, og med et var den der, lige foran båden. Kastet lå rimeligt, og mod forventning gled fisken straks efter fluen. Jeg strippede fluen ind på Williams anvisninger, og pludselig tailede fisken over fluen, og jeg så tydeligt hvordan den sugede rejefluen ind. Jeg satte krogen, og så var fanden løs. En permit fight er ikke for børn og svage sjæle, men havde man ikke været så nervøs for at skidtet skulle falde af, så kunne det sikkert have været en fornøjelse. Alt gik dog godt, og jeg kunne snart sidde med min første permit i favn
en. I en ordentlig pizza størrelse vel at mærke.
“Now we go for the Grand Slam” sagde William mens vi susede mod hans hemmelige tarpon pladser. Pladser som var specielt reserveret til Grand Slam jagt. Det tog da heller ikke længe inden vi fandt en flok mindre tarpon, og efter et par forsøg havde vi en af dem i båden. Nu manglede vi kun den letteste at de tre; bonefish’en. Den ville jeg selv finde og fange, så jeg blev smidt af på en sandbanke hvor jeg straks opdagede en finne der glimtede i solen. Som at tage slik fra børn. Kl. 10.30 var min livs første Grand Slam hjemme. Tid til frokost.
Nu var det Lasse’s tur. Hans fluefiske teknik var tilpasset de hjemmelige nordsvenske elve med stalling og ørred. Fiskeri hvor fiskene står stille og vandet flytter sig. I saltvandfiskeri er det lige modsat. Hurtighed er derfor altafgørende. Lasse var bestemt ikke den hurtigste kaster i båden. Det vidste han godt, men synes alligevel at det kunne være sjovt a prøve med en permit. Jeg havde min tvivl, det havde Lasse også selv, men guide William var den fødte optimist så han mente vi skulle prøve. Jeg tror han bragte Lasse på kastehold af mindst 7 - 8 store permit uden at der skete det vilde ved det. Fluen landede generelt for sent og for langt fra de hurtigt bevægelige fisk, men efter hvert forsøg kunne man spore en forbedring i Lasse’s teknik, og pludeselig gik det hele op i en højere enhed. Kastet lå rimeligt, og fisken var særdelses samarbejdsvillig. Den svømmede flere meter efter fluen, tilslaget sad perfekt, og cirkuset startede forfra. Lasse var dog mere rolig end mig, og der var styr på situationen. Det tog godt nok en rum tid, men fisken kom ind. Lidt større end min tror jeg endda den var.
“Now we go for the second Grand Slam” sagde William og strartede båden op. En lille bonefish fik Lasse hurtigt. Tarpon’en drillede dog lidt. Lasse havde nu så ondt i hans arm og ville helst slippe, men der var ingen nåde, og efter at have mistet 2 – 3 stykker så blev der endelig en babytarpon hængende. Kl.16.00 var missionen fuldført: 2 Grand Slam’s til samme båd samme dag. Det var kun sket en gang før i lodgens historie, og aldrig af en dansk maskingeværfisker sammen med en 60 årig svensk hyggeonkel.
Hvad de andre både fangede den dag? Aner det ikke – vi havde nok at gøre med at prale.
Torsdag indløb der atter en sygmelding. Bruno måtte give op og blive i sengen. Det gav hans bådmakker Lars Fabrin chancen. En chance han udnyttede 100 % og landede inden middag en permit. Når den først er på plads så er man mere end halvvejs gennem sin Grand Slam, og Lars svigtede da heller ikke. Godt nok måtte ham og guiden droppe frokostpausen, men det lykkedes og ugens tredje Grand Slam var en realitet.
Lasse og jeg havde en underlig hovedpine. Især først på dagen, så vi tog en hyggedag med et par bonefish og en svømmetur.
Fredag var turens sidste officielle fiskedag. Bruno var tilbage, men nu havde Torden lagt sig med maveonde. Guiderne havde nu fået smag for permitfiskeriet, og 4 udaf 6 både strøg derfor til havs mod permit pladserne. I vores båd havde vi dog andre planer: Tarpon – de store af slagsen og helst via sightfishing over lavt vand. William smilede stort “I know the place – lets go”. Vi sejlede en times tid inden vi påbegyndte søgningen. Vi stage og flyttede rundt på mange pladser, og så ingen fisk, men så alligevel. Langs en mangrovekant fandt vi en lille flok mellemfisk, og Lasse og jeg landede hver en tarpon i 8 – 9 kilos klassen. Som en bonus fik Lasse også dagens eneste skud på en flok bonefish, hvilket resulterede i et rigtigt flot eksemplar på 6 – 7 pund. Den store tarpon spøgte dog stadig. Lasse havde ondt i albunen, og overlod storsindet resten af dagen til mig, og vi fortsatte vores tarponjagt over de talrige flats. Et par timer gik der vel, inden der pludselig dukkede et par diffuse mørke skygger op. Jeg lagde et lagt kast foran fiskene og vandet blev levende. Mindst 4 store fisk strøg mod fluen. Jeg tror faktisk at flokkens største for en gangs skyld var den hurtigste, og min 10′er kæp blev virkelig spændt op. Krogen sad godt, og fisken blev håndlandet af William. Den var stor, og atter en drøm var gået i opfyldelse. Jeg grinede under hele sejlturen hjem.
Ved lodgen var der også kun lutter smil. Af de 4 både der var gået efter permit havde de 3 haft succes. 3 Grand Slam’s bød dagen derfor på. Michael og Lars havde dog måtte kæmpe hårdt tilsidst efter deres tarpon, men lige før det blev mørkt lykkedes det. og Michael kunne skrive sig i bogen. Dagens andre topscorer var Carsten og kollega Jens Staal.
Fredag var egentlig sidste fiskedag, men da nogle havde været syge så tilbød lodge maneger Mauro storsindet en ekstra halv fiskedage til dem der havde ligget i sengen. Gerhardt var desværre stadig ikke klar, men Bruno og Torben fyldte rygsækken med lokumspapir bed tænderne sammen og drog ud. Begge havde de en fantastsik dag, men især Torbens var mindeværdig da han slog til med ugens 7. Grand Slam.
7 Grand Slam’s på en uge fanget af et hold fluefiskere, hvor halvdelen aldrig havde prøvet tropisk saltvandsflue før og derudover var ramt af sygdom, det er et helt helt unikt resultat, som næppe vil blive overgået. Lodge rekorden er godt nok 8 Grand Slam’s på en uge, men den blev sat for flere år siden i den absolutte permit højsæson (juni), og af indbudte meget erfarende permitfiskere der skulle skrive artikler om fiskeriet. Så danskerholdet (ja – ok en enkelt svensker havde sneget sig ind) havde grund til at være stolte. Fiskeriet efter især permit men også tarpon var faktisk så godt, at turens primære mål bonefish pludselig blev nedgraderet. Alt for nedgraderet i mine øjne. En båddag med godt fiskeri efter bonefish og måske 5 – 8 landede fisk var sidst på ugen næsten en skuffelse, men sådan er det jo. Der kommer heldigvis mange saltvandsdage hvor en enkelt stor bonefish der tailer langs mangrovekanten, atter kan få min puls helt op i det røde felt.
Skulle der gå en dag uden en Grand Slam – ja, så er Cayo Largo’s bonefish n
u heller ikke at kimse af.
Som sagt har jeg prøvet meget godt saltvandsflue, men det her er alligevel det bedste både personligt og holdmæssigt. Dertil komme at Cayo Largo, Cuba er det mest checkede sted man kan forstille sig. Både, lodge, guider, transport, forplejning, hotel, natur og fiskeri er bare SÅ top-checket og perfekt.
Jeg håber at vende tilbage, og jeg er sikker på, at det nok skal blive til flere Scandinaviske Grand Slam’s på kommende Getaway/Go-Fishing ture til Cayo Largo, men om vores rekord bliver slået? Det må tiden vise. Overlæggeren er ihverfald sat ganske højt nu.
7 glade Grand Slam fiskere. Forrest fra venstre: Torben – Michael og Lars.
Bagerst: Carsten – Lasse – undertegnede og Jens Staal.
“Score-kortet” som det tog sig ud ved afrejse – bemærk den lille anmærkning øverst i højre hjørne.
Er du blevet Grand Slam varm så læs mere om vores Cubatur - her, og kontakt enten os eller Getaway Tours for at høre hvornår du kan komme afsted.
Cuba Libra…!
Claus
